Rapport om et læseprojekt på en amtskommunal folkeskole,                                          
Byhaveskolen, Svendborg

Hvordan lærer vi de svageste elever at læse?

Kan man lære at læse uden at lære alfabetet?

Det var det vi ville undersøge, da vi i 2003 gik i gang med læseprojekt

 "Lydbilledlæsning"

Mange lærere på skolen har gennem årene været ude for elever,
som de troede de kunne lære at læse, men hvor det viste sig at være sværere
end først antaget, så det stort set altid endte med samme resultat,
nemlig at eleverne sjældent kom længere end til den allerførste læsning
og at de ingen redskaber havde til at komme videre med,
når teksterne blev for lange.
Holdningen var ofte:

"Er det ikke synd at blive ved med at forsøge at lære vores børn at læse,
de når jo alligevel aldrig længere end til første klasses niveau."

"Det bliver bare til endnu et nederlag, der er jo en grund til at børnene er hos os,
så hvorfor ikke fokusere på andre aktiviteter hvor de kan få succeshistorier."

Lydbilledlæsning er en metode der bygger på teorier om læseundervisning,
som den amerikanske psykolog og læseforsker, Diane McGuiness har udviklet.
Hendes hovedtese er, at lærer et barn, der går i skole, ikke at læse,
ligger fejlen ikke hos barnet, men i undervisningen.

I følge Diane McGuiness handler læseprocessen om at kende den "kode",
der er mellem tale- og skriftsprog.
Det vil sige at man skal vise eleven, hvordan lydene i et ord ser ud.

Fra et tidligere læseprojekt vidste vi, at motivation er en vigtig faktor,
når en elev skal lære at læse.
Motivation skabes ved at give eleven succesoplevelser.
Succesoplevelser skabes ved, at eleven får udfordringer som kan klares,
først med hjælp, så alene.
Er det én gang lykkedes at løse en vanskelig opgave, tør eleven igen,
får troen på, at det kan lade sig gøre,  og oplever glæden ved at kunne.

Fordelen ved at starte med talesproget er, at man begynder med noget,
som eleven kan, nemlig sige et ord, i modsætning til almindelig læseundervisning,
hvor man begynder med noget nyt – skriftsproget..

Allerede efter kort tid stod det klart for os, at de metoder vi havde valgt at efterprøve,
gav resultater der oversteg vore  forventninger.
Det vigtigste skridt var, at få eleverne til at erfare, at man ved at sætte to lyde sammen,
kan danne et ord, altså at lyden " i" + lyden "s" bliver til "is".

To år efter starten på projektet, havde vi elever fra projektet,
som læste på 4. klasses niveau.
Vi har lært, at man aldrig skal sige aldrig, når det gælder børns evner,
motivation og arbejdsomhed, når det gælder om at lære at læse.
For eleverne har det hverken været for langsommeligt eller for arbejdsomt.
De går til opgaven med stor beslutsomhed og virker fuldstændig indforståede med,
at der skal ydes en stor indsats.
For os var resultaterne overbevisende og vi håber, at vores projekt
vil give andre stof til eftertanke og inspiration.

Ved at klikke på knappen 'Video'  kan du se optagelser af elever,
fra begyndelsen og slutningen af projektet..

"Ved du hvor meget jeg kunne læse
nul og niks,
nu kan jeg læse meget!"

Michael, 18 år, elev på Byhaveskolen.

Byhaveskolen i Svendborg, er en amtskommunal specialskole.

Skolen rummer elever med generelle indlæringsvanskeligheder,
multihandicappede elever,
elever med behov for tegn til tale, elever med gennemgribende udviklings forstyrrelser
- autister - samt elever som ud over deres diagnose
har problemer i det socio- emotionelle felt.

Gruppen af elever, som har deltaget i læseprojektet, er en bred gruppe
repræsenterende de fleste elever på skolen, dog ikke de multihandicappede.

Formålet med projektet var at undersøge, om vi gennem tidlig,
systematisk og struktureret indsats med brug af Lydbilledmetoden,
dels kunne få lært flere elever at læse bedre og dels kunne få elever
med meget dårlige forudsætninger for læsning i gang med en læseproces .

Hvordan er det gået:
Det generelle indtryk er, at skolen aldrig har haft så mange elever
der læser eller er godt på vej til at lære det.
Ud over at børnene lærer at læse,
har vi opdaget nogle vigtige sidegevinster ved metoden.
For det første så er der sket en markant stigning i elevernes selvværd,
hvilket  bl.a. har medført at de også får mere ud af  undervisningen i andre fag
og på andre områder af deres hverdag.
For elever med alvorlige udtalevanskeligheder, har metoden også haft den virkning,
at deres udtale er blevet væsentligt bedre. Det ses på videoen med Nicki.
Hans taletræning er foregået ved brug af systemet.
Han har fået vist et billede af den lyd han skulle lære at sige.
Det vil sige at han har fået visuel støtte til sin taletræning.

Lydbilledmetoden kan du læse mere om, ved at klikke på knappen,   'Lydmetoden'

Afslutning:

Ved slutningen af projektet spurgte vi forældrene, hvilken betydning
læseprojektet havde haft for deres barn.

Nedenfor ses uddrag af svarene.

"Læseprojektet har haft stor betydning for Sofie. Det at lære at læse er jo en stor ting.
Og så har hun fået selvværd på mange områder også .
"Jeg kan jo" oplevelsen er dejlig.  Nu låner hun lette ’læs selv bøger’ på  biblioteket
og læser dem næsten fejlfrit fra starten af. TAK."

"Det har været en kæmpe sejr for Heidi at kunne læse.
Det har været utroligt "sjovt" at følge hendes udvikling og det har virkelig været givende
både for hende og os når vi skal læse lektier med hende"

"Vores barns verden er meget beriget, da han nu selv kan tilegne sig viden
og søger den gerne via bøger, internet, tv samt trafikskilte"

"ALT går fremad med Morten"

"Har fået større selvværd – motivation til at lære andre ting og tro på at hun godt kan".

"Større koncentration – glæde ved at "kunne selv" større motivation
og initiativ til at gå i gang med nye opgaver"

"Har haft stor glæde af projektet. Er ivrig efter at lære mere."

"Lasse har været meget glad for projektet"

"Mere lyst til at prøve kræfter med læsning"

Vores barn kom til Byhaveskolen aug. 03, og i løbet af det første år
kunne hun pludselig læse flere ting.  Nu kan hun læse f.eks TV-programmer,
lange enkelte undertekster, læse korte- og enkle beskeder, breve, bøger.
I burde udgive læseprojektet til alle læsesvage børn.

Det virker. – Tak for indsatsen".

 

Litt.:
C. and G. McGuiness
Reading Reflex
The foolproof Phono-Graphix Method for
Teaching Your Child to read
Penguin Books 1998

C, D and G McGuiness
PhonoGraphix:
A new Method for Remediation Reading Difficulties
Annals of Dyslexia
Vol. 16, 1996

Diane McGuiness
Why Children can’t read,
And what we can do about it.
Penguin Books 1997

Growing a Reader from Birth
W.W. Norton & Copany Inc.
New York, 2004

Early Reading Instruction
What Science Really Tells Us about How to Teach Reading
"A Bradford book" 2004