Lydbilledlæsning

Lydbilledlæsning er i første omgang beregnet til elever,
der har eller har risiko for at få læsevanskeligheder.
Det er de elever, der ikke kan "oversætte" mellem bogstaver og lyde
og som har problemer med at lære alfabetet.

I Lydbilledlæsning bruger man i første omgang ikke bogstavernes navne,
da det kun er med til at gøre forvirringen hos disse elever større.
I stedet lærer vi eleven, hvordan lyd og lydbillede hører sammen.

Princippet i Lydbilledlæsning er ganske simpelt.
Man tager udgangspunkt i talesprogets lyde og sætter billeder på lydene.
Til hver lyd (fonem) i et ord, er der et tilsvarende lydbillede.
(systemet arbejder med 42 lyde og 70 lydbilleder).

En lyd kan vises med forskellige lydbilleder.
Lyden " å " i ål, ost, ung

Et lydbillede kan bestå af et eller flere bogstaver.
Lydbilledet 'hv' eller 'v' som repræsentant for lyden " v "
i ordene  hvis  og  vis.

Et lydbillede kan repræsentere forskellige lyde.
‘ o ‘ i Ole, ost, som

For at kunne omsætte tale til skrift (skrivning) og skrift til tale (læsning),
skal man kunne skille og samle lydene i et ord  og parre lyd/lydbillede.

I traditionel forstand, handler læsning om
at kunne "oversætte" skriftsprogets bogstaver til talesprog.
Denne proces er imidlertid meget vanskelig for en del elever,
især når det drejer sig om de ikke lydrette ord.

Bruger man i stedet lydbilledmetoden, drejer læsning sig i al sin enkelhed om
at oversætte lydbilleder til lyde og samle lydene til ord
("m" " u " " s "   "mus").

 

 

 

 

 

 

Om undervisningen

I starten vil  det være nødvendigt med én til én undervisning, især hvis vi har at gøre med elever
som har haft negative oplevelser med læsning. Men også i andre tilfælde
kan det være nødvendigt indtil de har fattet systemet.

Det er vigtigt at få lavet et fundament, forstået på den måde,
at eleven forstår, at tekst er tale, der er skrevet ned.

At der er en kode mellem tale og tekst.

At ord kan deles op i enkelte lyddele og at vi kan vise disse lyddele
med nogle tegn, bogstaver, eller som vi kalder dem, lydbilleder.

I ordet mus er der tre lyde. Man laver tre streger på en lille tavle eller et stykke papir.
Så udtaler man ordet mus langsomt og tydeligt mens man peger på de tre streger.
Så spørger man: kan du høre hvad det er for en lyd jeg siger,
mens jeg peger på den første streg?
Hvis eleven svarer med bogstavnavnet siges:  det er rigtigt at bogstavet hedder ’æm’,
men det var lyden jeg spurgte om.
Når eleven har sagt den rigtige lyd, lægges de tre lydbilleder ’m’ ’u’ ’s’ frem
i tilfældig orden og man spørger om,  hvordan den lyd ser ud.
Når eleven har fundet det rigtige lydbillede lægges det på den første streg,
og der fortsættes til næste lyd.

Du kan læse mere om Lydbilledmetoden,ved at klikke på knappen
'Lydbilledmetoden'

Materialerne i Lydbilledlæsning består dels af 15 læsebøger på 18 - 20 sider
med langsom progression, og dels af det materiale jeg har lagt i mappen 'Lydkoden'
Når man begynder undervisningen kan vælge,
om man vil begynde med læsebøgerne eller med Lydkoden.
Desuden er der et stort udvalg af supplerende materialer.

Se oversigten ved at klikke på knappen  'Køb'         
 Til top