Et hvert sprog, der
har et skriftsprog, har en kode,
der koder tale til skrift og omkoder skrift
til tale.
Denne kode skal man
kende, hvis man skal kunne skrive noget andre skal kunne læse
og læse noget
andre har skrevet.
Kun hvis man kender
koden kan man afkode hvad piraten siger
eller læse nedenstående.
det ved jeg ikke
Tekst er tale eller tanker der er skrevet ned.
Tekst er en kanal
gennem hvilken mennesker kan udveksle
mundtlige beskeder og tanker over tid
og sted.
For at denne kommunikation kan lade sig gøre er to ting nødvendige.
Man skal kunne forstå
det talte sprog og man skal vide,
hvordan ”den hemmelige kode” mellem tale-
og skriftsprog fungerer.
Skriftsproget er en menneskeskabt opfindelse, ikke en del af vort biologiske
arvegods,
Kodning (stavning) og afkodning (læsning) af skriftsproget
optræder som følge af,
hvordan man har valgt at sætte symboler/tegn til
talesproget.
Et
skriftsystem bygger på en kode, hvor der er en systematisk forbindelse
mellem talesprogets lyde og nogle visuelle symboler.
Man kan
sige, at til hver lyd i et sprog, svarer der et lydbillede
og til hvert
lydbillede svarer der en lyd.
Der er
koder der er nemmere end andre. Eksempler på nemme koder er:
tysk, finsk,
italiensk norsk og svensk som alle har forholdsvis få tolkningsmuligheder
En nem kode er effektiv, forståelig og gennemskuelig.
Et symbol per lyd og en lyd
per symbol.
Og den er reversibel. Eleven kan let se, at koden fungerer begge
veje,
lyden "d" skrives altid med et 'd' og bogstavet 'd' repræsenterer
altid lyden "d".
Derfor er det meget lettere at undervise i og at lære en
nem kode.
Dette viser sig i praksis ved at elever i lande med en nem kode,
for de allerflestes vedkommende, lærer at læse i løbet af det første
skoleår,
mens det er almindeligt, at man i lande, som har en svær kode,
først omkring 3. klasse,
kan være sikker på at eleverne har lært at læse.
En svær kode er en kode hvor samme lydbillede (bogstav/er)
kan repræsentere flere
lyde
og samme lyd kan vises med forskellige lydbilleder (bogstav/er).
Er koden svær er det nødvendigt med ekstra meget undervisning
for at lære
kodens tolkningsmuligheder.
(Et 'e' hvad er det lige for en lyd det skal afkodes til? ene, eng, er, de, lej, løber,
eller hvordan er det med lyden "å", ål, ost, under)?
Et
læseproblem i et land behøver ikke at være et læseproblem i et andet.
Børn i
engelsktalende lande og i Danmark har langt sværere ved at lære at læse
end børn i mange
andre europæiske lande.
Det ses bl.a. i den måde man måler læsning på.
I
engelsktalende lande måler man afkodningen,
det vil sige evnen til at læse
ord korrekt, hvorimod man i andre lande
måler læsehastighed og forståelse, fordi stort set alle børn kan afkode korrekt.
Disse forskelle skyldes
ovennævnte nemme og svære koder.
Hvis
læsesucces afhænger af, hvilken kode der er brugt mellem tale- og
skriftsprog,
må det kunne konkluderes, at læsning ikke er en naturgiven
ting,
noget der ligger i barnet og at det derfor, såfremt barnet har
svært ved at lære at læse,
må skyldes faktorer i omgivelserne og ikke i
barnet,
altså ikke en biologisk faktor
(på nær de ganske få med syns-
hukommelses eller auditive forarbejdningsproblemer).
Dansk er en svær kode, og det der gør den svær er;
Der er ikke nok bogstaver i
alfabetet til at dække de mere end 40 lyde
der er i det danske sprog.
Selvom dansk har udvidet
antallet af vokaler er det heller ikke nok,
hvorfor en del vokallyde må
vises med to bogstaver.
(og, av, ai, vokal+g, vokal+r)
Der er mange måder man kan vise den samme lyd på.
Der er mange måder man kan ”læse” et bogstav på.
Forbindelsen mellem de to ovennævnte er ikke lige
til.
(Bogstavet ’o’ kan vise
lyden ”å”, men bogstavet ’å’ kan ikke vise lyden ”o”).
Når man skal undervise i et svært alfabet, er det vigtigt at man bruger en
metode,
der tager højde for disse vanskeligheder.
Dårlig undervisning i en
svær alfabetisk kode
kan skabe stor forvirring og medføre læseproblemer.
Først skal de mere end 40 lyde læres.
Så
arbejder man i hvad man kan kalde basiskoden,
(et kunstigt nemt alfabet),
som bruger de mest almindelige skrifttegn for hver lyd.
Med basiskoden kan
man læse og skrive en lang række såkaldte lydrette ord.
Systemet er
reversibelt, hvilket lærer eleverne systemets logik,
lærer dem at kode og
afkode, lærer dem at skille et ord i dets enkeltlyde
og at sætte tegn til
disse (stavning) og omvendt, sige de enkelte tegns lyde,
sætte disse sammen
og sige ordet (læsning).
Når dette er lært, går man over til at undervise i det,
der kan kaldes den
avancerede kode,
hvor eleven skal lære alle de alternative skrifttegn der er
for hvert fonem.
Det er her at det bliver svært og det er her,
at årsagerne til læsevanskeligheder skal findes.
Det er
nødvendigt at lave system i den avancerede kode, at vise hvilke alternativer,
der er de mest brugte. ( at 'e' viser lyden "i" forekommer kun i et tilfælde
'de').
At
vi har
flere måder at vise den samme lyd på (æg, eng)
og at samme bogstav kan
repræsentere forskellige lyde (os, os, ost ).
Fonologisk/fonemisk bevidsthedstræning
"Den eneste grund til, at det er nødvendigt at være bevidst om fonemer,
er
at man skal lære et alfabetisk skriftsprog" Diane Mcguinness
Betydningen af fonologisk- eller fonemisk opmærksomhedstrænings virkning
i
forhold til at mestre et alfabetisk princip, har været fremme i
læseforskningen
i de seneste 30 år. Der er ingen tvivl om at
færdigheder ved nogle fonologiske opgaver
har forbindelse til læse- og stave
kunnen.
Spørgsmålet er bare hvilken forbindelse. Hvilke fonologiske evner er vigtige
og hvilken rolle spiller de for læsning og stavning.
Diane Mcguinness
konkluderer ud fra sine undersøgelser
af de projekter om fonembevidsthed,
som National Reading Panel har haft med
i sin store undersøgelse, at træning
i fonem-identifikation
og fonembehandling (skille, samle) er de eneste
fonemopgaver,
der har haft indflydelsen på scoren på læsetests.
Øvelser
i fonemisk opmærksomhed i sig selv har ikke nogen større effekt,
end
hvad et læseprogram har, som i sin idé bygger på en metode,
der arbejder fra
lyd til bogstav(er). Det hun kalder et "linguistic-phonics program.
I et
sådant starter man med at arbejde med et fonem,
ved at sige det isoleret "sssss" lave
historier, hvor lyden indgår
i start, midt og slutningen af ord.
Så viser man bogstavet 's' og fortæller at det bogstav repræsenterer lyden "ssss"
Derefter
skal elever øve sig i at skrive, spore, forme
og på andre måder producere
bogstavet, med det formål at lyd og udseende huskes.
Så snart der er lært et
par lyde, sættes disse sammen til ord,
således at eleverne kan se formålet
med det, de hidtil har lært.
Allerede nu veksles der mellem skrivning
og læsning.
Eleverne lærer at skille og samle fonemer ved at se på og skrive
bogstaver.
De lærer at fonemer kommer i rækkefølge efter tid,
og at
bogstaver kommer i rækkefølge efter plads (venstre mod højre).
Læsning og skrivning er en fast del af hver lektion.
De
fleste fonemer kan på dansk vises på flere måder, hvilket gør det svært
når
der skal staves. Men selv på sprog som har en nem kode,
er det vanskeligere
at lære at stave end at lære at læse,
fordi stavning og læsning kræver
forskellige former for hukommelse.
(Læsning kræver genkendelseshukommelse,
mens stavning kræver genkaldelseshukommelse).
Typiske fejl i staveundervisningen er:
Eleverne lærer bogstavnavne
i
stedet for forbindelsen mellem lyde og bogstaver.
Lærer alfabetkoden bagvendt, nemlig kun bogstav til lyd forbindelsen.
Overdreven tro på at man kan huske ordbilleder.
En undervisningsform der
adskiller læse- og staveinstruktion
(forskellige tidspunkter, ord,
metoder).
Undervisning i staveregler som der alligevel er masser af undtagelser fra.
En historie som den kan være foregået
På et tidspunkt i lille Lises liv, inden hun er begyndt i skole,
lærer hun alfabetsangen og hvad bogstaverne hedder.
Der er magnetbogstaver på køleskabet og hun lærer at skrive sit eget navn
og at lave små ord "æs og o siger so".
Så da Lise begynder i skolen kan hun benævne næsten alle bogstaverne
når hun ser dem og når et bogstavnavn bliver nævnt,
kan hun udpege det rigtige blandt mange. Hun kan også skrive sit navn
og flere af bogstaverne efter hukommelsen.
Lise er sikker på, at det at kende bogstavnavnene må være meget vigtigt,
hvis man skal lære at læse, hvorfor skulle man ellers have brugt så megen tid
på at lære hende dem. I skolen bliver hendes indtryk forstærket.
Hun bliver overdænget med med bogstavnavne og –former. Hun skal lære ordbilleder,
at afkode ud fra billeder og indhold, samt at lydere ord.
Men den eneste måde hun har lært at lydere på er ved at bruge bogstavnavnet.
Det vil sige, at i al den tid Lise er blevet trænet i aktiviteter,
som skal lære hende det danske skriftssprogsystem,
har hun intet lært af det der er det essentielle nemlig at:
1 Et skriftsystem er en kode.
Læsning vil sige at man afkoder bogstaver til talelyde.
2 Stavning vil sige at man koder talelyde til bogstaver.
Læsning og stavning er reversible processer.
3 Der er en én til én korrespondance mellem mange lyde og den måde
de staves på og en én til mange korrespondance til andre.
4 Der er visse mønstre (regelmæssige forekomster) i stavekoden, som
hjælper os med at huske, hvordan et ord staves.
Lise blev aldrig undervist i disse ting, fordi hverken hendes forældre
eller hendes lærere kendte til "koden".
Det man skal lære er, at den enkelte lyd i sproget er grundlaget for den skrevne kode
og at symboler der repræsenterer disse lyde, udgør koden.
Det skal gøres forståeligt, at lyde er virkelige,
mens bogstaver er tilfældigt valgte symboler for lydene.
Bogstaver har ikke lyde og bogstaver "siger" ikke noget og da slet ikke bogstavnavne.
Hvad skal et læse-staveprogram indeholde
Et ordentligt læse/staveprogram skal indeholde følgende.
Kun brug af ordbilleder ved ord der forekommer hyppigt
og som er meget uregelmæssige. (de, det, havde, at have, sagde)
Ingen bogstavnavne før end senere i forløbet.
Gå fra lyd til skrift, fonemer ikke bogstaver er det koden bygger på.
Undervis kun i fonemer, ikke i andre lydenheder, (stavelser, rimdele).
Begynd med basiskoden (en én til én korrespondance mellem 22 lyde og lydbilleder)
Eleverne skal kende lydene og deres rækkefølgen i ord
ved at lære at skille og samle lyde i ord, ved hjælp af lydbilleder (bogstaver).
Eleven skal lære at skrive alle lydbilleder (bogstaver).
Skrivning skal indgå i alle lektioner.
Vis at stavning og læsning handler om at kode og afkode.
Stavning bør være korrekt, i hvert fald fonetisk korrekt.
Når basiskoden er indarbejdet går man videre til den avancerede kode.
Krav til et godt læseprogram til brug i klasseundervisning.
Lektionerne skal være sjove og stimulerende
og kunne engagere alle eleverne.
Der skal være rigeligt med ekstramaterialer, der skal kunne understøtte det
som lektionen har undervist i.
Forældrene skal inddrages og lære metoden at kende,
så at de kan hjælpe deres børn hjemme.
Brug ledsagende håndtegn til hvert fonem.
Skrivning skal indgå med det samme.
En læsemetode må sikre at måden et skriftsprog er bygget op på,
er nem og gennemskuelig for den der skal lære det.
Et skriftsprog er en afkodning af tale, således at enkeltlyde i sproget
vises med enkelte symboler. Det vi kalder stavning (kodning),
er den fundamentale operation, nemlig at omsætte lyd til symboler.
Det vi kalder læsning, handler om at afkode disse symboler tilbage til lyde,
for så at kunne danne ord.
Læsning og stavning er reversible processer og skal læres samtidig,
således at reversibiliteten bliver åbenlys. Læsning og stavning kræver, som nævnt,
forskellige færdigheder. Læsning drejer sig om at kunne huske den/de lyde,
der knytter sig til et givent symbol, hvorimod stavning handler om
at kunne huske hvordan et symbol for en lyd ser ud.
For at kunne stave et ord, skal man først kunne identificere
de enkelte fonemer i ordet i rækkefølge,
dernæst kunne huske hvilke symboler der repræsenterer lydene,
for så at kunne skrive dem ned.
Hvad man kan stave kan man også læse, hvorimod det modsatte ikke er tilfældet.
Det er meget almindeligt for læseundervisning i dag,
at man begynder med at lære om bogstaver.
Dette er bogstavet ' i ' og det siger " i ", ' k ' siger " kå " og ' e ' siger " e " osv.
Enhver ved jo at dette mildest talt er en sandhed med modifikationer,
hvilket ordet 'ikke ' tydeligt viser.
Hvad er der galt?
For det første at man taler om bogstaver som om de kan tale.
Et bogstav kan ikke sige noget, det kan kun mennesker.
Men et bogstav kan repræsentere en lyd. Og på nogle sprog, bl.a. dansk, flere lyde.
Dernæst at man tager udgangspunkt i bogstavnavnet og ikke i lyden,
når man skal undervise i læsning og stavning.
Altså at man sagde;" nu skal I lære om lyden "e ".
Den kan vises med to forskellige symboler, 'e ' og ' i ' (stavning)
og omvendt, " her har vi symbolet ' e ', det kan repræsentere forskellige lyde",
som man så kan vise eksempler på og så vidt det kan lade sig gøre, få lidt struktur på.
(en, eng, de, ske, gade, lej, leg, er, der, -er)
F.eks. at når 'e' efterfølges af 's' er det mest sandsynlig at 'e' repræsenterer lyden "æ",
at den eneste gang 'e' repræsenterer lyden " i " er i ordet 'de',
at 'e' ofte repræsenterer lyden " ö " når det står sidst i en stavelse
i ord med mere end én stavelse. (elefant, gade).
Dansk er svært, derfor er man nødt til at prøve sig frem.
Hvordan lyder det med en "e " lyd, henholdsvis en " æ " lyd her,
hvordan ser det ud, hvis jeg skriver et ' e ' henholdsvis et ' i ' her?
Andre forhold ved læsning Til toppen
Ordforråd.
Et barns ordforråd afhænger af:
Antallet af ord som forældrene bruger
Kvaliteten af kommunikationen.
Her er de fem vigtigste måder at kommunikere med sit barn på
Invitér til leg og deltag positivt og venligt, undgå forbud
Vis forbindelsen mellem ting og ord, og ord og ord
Husk at rose, undgå at rise
Brug et varieret sprog, fornem og øv nye ord.
Følg barnets idéer, undgå at være den der fortæller barnet hvad det skal.
Disse forhold er lige så vigtige i skolen som i hjemmet,
hvis målet er at øge barnets ordforråd og forståelse.